Blogindlæg af Kristian Rafn
I oktober 2024 kørte Aalborg Kommune sin traditionelle bæredygtighedsfestival. I 2024 havde bæredygtighedsfestivalen fået en større volumen med et stort opsæt i Kildeparken, og det skyldes 30 års jubilæum for den internationale konference for bæredygtige byer. Denne blev afholdt sideløbende i Aalborg Kongres & Kultur Center – AKKC.
Til konference havde Aalborg Kommune behov for deres egen officielle stand til at byde gæster på konferencen til klimasnak og netværk. Dette krævede projektkoordinering på tværs af to aktive forvaltninger; By & Land + Klima & Miljø.


Projektet fik kaldenavnet Showcase Aalborg, hvor vi på en måde skulle formidle 30 års grøn omstilling i kommunen. Den første konference blev nemlig afholdt i 1994, hvor dokumentet Aalborg Charter blev underskrevet. 10 år senere i 2004 blev konference igen afholdt i Aalborg, og en ny rammeaftale var på plads – Aalborg Commitments. Konferencen bliver hver 4. år afholdte i en udvalgt europæisk by, og den er med til at styrke en international indsats om en bæredygtig fremtid for byer og samfund.
Hvordan formidler vi så 30 års grøn omstilling? Samtidig med at vi bør tænke samspillet ind med bemandingen på standen. Det første vi gjorde var at invitere til dialog om ønsker til indhold og fokusområder. Hvor to forvaltninger under samme hus både er meget enige, så blev det også en kunstart at finde den korrekte balance og harmoni på tværs af de to.
Videodelen: Det blev til en kombination af videodesign på en storskærm, der viste et bredt udsnit af forskellige projekter i levende billeder med forklarende tekster. Noget var vi ude og filme på ny, noget var tilgængelig i det interne arkiv og andet blev indsendt af eksterne. Så havde vi en mindre skærm, som kørte gamle billeder fra stadsarkivet overlappet af nye billeder. Derpå kunne man opleve en tidslig udviklingen i før og efter billeder med fx havnefronten eller bymiljøet. Meget har ændret sig over 30 år. Udfordringen var at fotografere de nye billeder fra samme vinkel som de gamle fotos, og så matche disse med en flydende overgang. Den fik også sin egen udstillingsplads på Aalborg Stadsarkiv inden konferencen og festivalen, og en video der kan bruges igen ved lejlighed.


Det trykte materiale: Det trykte materiale bestod af en velkomstplanche, et bykort og to søljer (3 plancher på hver med hvert sit tema). Efter flere møder og gode argumentationer kom vi til enighed om at showcase seks forskellige temaer med 2-3 cases på hver planche. Det blev til et stilrent design med fotos og tekster, hvor vi i slutningsprocessen fik grafisk assistance af AkPrint til finish, således materialet efterlevede kommunens designguide. De hjalp også med den fysiske opsætning, da vi havde travlt med indretning og opsætning i Kildeparken til den lokale bæredygtighedsfestival på samme tid.
Flere af de digitale produkter fra Showcase Aalborg blev også brugt til konferencen og til den lokale festival. Efterfølgende er det trykte materiale blevet genplaceret i mødelokalerne på Stigsborg i Nørresundby, således tænkte vi bæredygtighed og no-waste ind i helheden.
Tak for at du læste dette blogindlæg indenfor kategorier:
Oplevelsesdesign og Bæredygtig udvikling
Vi håber, at du fandt inspiration i denne vidensdeling.
Vi ser frem til at bringe flere af slagsen.